ICF Etiske Regler
Januar 2021
Forord
ICF er forpligtet til at bevare og fremme ekspertise inden for coaching. Derfor forventer ICF, at alle medlemmer og certificerede coaches (mentorcoaches, coachingvejledere, coachundervisere eller coachstuderende) overholder ICF´s grundprincipper for etisk adfærd: at være kompetente og sikre at ICF’s kernekompetencer integreres effektivt i udførelsen af deres arbejde.
I overensstemmelse med ICF´s kerneværdier og ICF´s definition af coaching er de etiske regler designet til at give retningslinjer, ansvarlighed samt håndhævelse af standarder for adfærd hos alle ICF medlemmer og ICF certificerede, som forpligter sig til at overholde følgende ICF etiske regler:
Download Etiske Regler som PDF
ICF´s etiske regler består af fem hoveddele:
1. INTRODUKTION
2. NØGLEDEFINITIONER
3. ICF KERNEVÆRDIER OG ETISKE PRINCIPPER
4. ETISKE STANDARDER
5. FORPLIGTELSE
1. INTRODUKTION
ICF’s etiske regler beskriver kerneværdierne i International Coaching Federation (ICF kerneværdier) samt de etiske principper og etiske standarder for adfærd for alle ICF-professionelle (se definitioner). Den første af ICF’s kernekompetencer for coaching (ICF kernekompetencer) er at overholde disse ICF etiske standarder for adfærd. Det vil sige ”Udviser etisk praksis: forstår og anvender konsekvent etiske standarder i coaching.”
ICF’s etiske regler tjener til at opretholde integriteten i ICF og den globale coaching-profession ved at:
- Sætte standarder for adfærd, der er i overensstemmelse med ICF’s kerneværdier
og etiske principper. - Guide etisk refleksion, uddannelse og beslutningstagning.
- Bedømme og bevare ICF’s coachingstandarder gennem processen for ICF Ethical Conduct Review (ECR – revidering af etiske regler).
- Lægge grundlaget for ICF’s etikuddannelse i ICF-akkrediterede programmer.
ICF’s etiske regler er gældende, når ICF-professionelle repræsenterer sig som sådanne i alle former for coachingrelateret interaktion. Dette er uanset, om en coachingrelation (se definitioner) er blevet dannet. Disse regler formulerer de etiske forpligtelser for ICF-professionelle, der handler i deres forskellige roller som coach, coachsupervisor, mentorcoach, underviser eller coach under uddannelse, eller som tjener i en ICF ledelsesrolle eller som støttepersonale (se definitioner).
Selv om ECR-processen ligesom forpligtelsen kun gælder for ICF-professionelle, er ICF-personalet også forpligtet på etisk adfærd samt kerneværdierne og de etiske principper, der understøtter disse etiske regler for ICF.
Udfordringen med at arbejde etisk betyder, at medlemmer uundgåeligt møder situationer, der kræver svar på uventede spørgsmål, opklaring af dilemmaer og løsning af problemer. Disse etiske regler er beregnet til at støtte de personer, der er underlagt reglerne, ved at guide dem til de forskellige etiske faktorer, der eventuelt skal tages i betragtning, og ved at hjælpe med at identificere alternative tilgange til etisk adfærd.
ICF-professionelle, der godkender de etiske regler, bestræber sig på at være etiske, også når det indebærer at tage svære beslutninger eller handle modigt.
2. NØGLEDEFINITIONER
- ”Klient”- personen eller teamet/gruppen, der coaches, coachen, der mentoreres eller superviseres, eller coachen eller den studerende, der uddannes.
- ”Coaching”- at indgå et partnerskab med klienter i en tankevækkende og kreativ proces, der inspirerer dem til at udnytte deres personlige og professionelle potentiale fuldt ud.
- ”Coachingrelation” – en relation, der dannes af den ICF-professionelle og klienten (klienterne)/kunden (kunderne) i en aftale eller en kontrakt, der definerer hver parts ansvar og forventninger.
- ”Regler” – ICF’s etiske regler.
- ”Fortrolighed” – beskyttelse af alle oplysninger, der er tilvejebragt i forbindelse med coachingen, medmindre der er givet samtykke til videregivelse.
- ”Interessekonflikt” – en situation, hvor en ICF-professionel er involveret i flere interesser, hvor varetagelsen af en interesse kan modarbejde eller være i konflikt med en anden. Dette kan være økonomisk, personligt eller andet.
- ”Lighed” – en situation, hvor alle personer oplever inklusion og adgang til ressourcer og muligheder uanset race, etnicitet, national oprindelse, farve, køn, seksuel orientering, kønsidentitet, alder, religion, immigrantstatus, psykisk eller fysisk handicap eller andre områder med menneskelige forskelle.
- ”ICF-professionel” – en person, der repræsenterer sig selv som et medlem af ICF eller er ICF-akkrediteret, i en rolle som bl.a. coach, coachsupervisor, mentorcoach, coachunderviser eller coachstuderende.
- ”ICF-personale” – det ICF-støttepersonale, som er ansat af det ledende firma, der leverer professionelle ledelsesmæssige og administrative tjenester på vegne af ICF.
- ”Intern coach” – en person, der er ansat i en organisation, og som på deltid eller fuld tid coacher medarbejdere i den organisation.
- ”Kunde” – den entitet (herunder dens repræsentanter), der betaler for og/eller arrangerer eller definerer de coachingtjenester, der skal leveres.
- ”Støttepersonale” – de personer, der arbejder for ICF-professionelle for at støtte deres klienter.
- ”Systemisk lighed” – kønslighed, racelighed og andre former for lighed, der er institutionaliseret i etikken, kerneværdierne, politikkerne, strukturerne og kulturerne i fællesskaber, organisationer, nationer og samfundet.
3 ICF KERNEVÆRDIER OG ETISKE PRINCIPPER
ICF’s etiske regler er baseret på ICF’s kerneværdier og de handlinger, der er afledt deraf. Alle værdier er lige vigtige og understøtter hinanden. Disse værdier er ambitiøse og bør bruges som en måde til at forstå og fortolke standarderne på. Alle ICF-professionelle forventes at præsentere og formidle disse værdier i alle deres interaktioner.
4 ETISKE STANDARDER
Følgende etiske standarder gælder for de professionelle aktiviteter udført af ICF-professionelle:
Afsnit I – Ansvar over for klienter
Som ICF-professionel vil jeg:
-
- Inden eller ved det første møde forklare og sikre, at min(e) coaching klient(er) og kunde(r) forstår karakteren og den mulige værdi af coaching, karakteren af og grænserne for fortrolighed, økonomiske aftaler og alle andre betingelser for coachingaftalen.
- Skabe en aftale/kontrakt vedrørende roller, ansvar og rettigheder for alle parter, der er involveret i min(e) coaching klient(er) og kunde(r), inden påbegyndelsen af ydelserne.
- Opretholde de højeste niveauer af fortrolighed som aftalt med alle parter. Jeg kender og accepterer at overholde alle gældende love vedrørende persondata og kommunikation.
- Have en præcis forståelse af, hvordan oplysninger udveksles mellem alle involverede parter under alle coachinginteraktioner.
- Have en klar aftale med både klient(er) og kunde(r) eller interesserede parter om betingelserne for ikke at holde oplysninger fortrolige (f.eks. ulovlige aktiviteter, hvis det er krævet af loven efter en gyldig retskendelse eller stævning, umiddelbar eller sandsynlig risiko for fare for egen person eller andre, osv.). Hvis jeg på rimelig vis tror, at en af de ovenstående forhold er gældende, skal jeg eventuelt informere de relevante myndigheder.
- Håndtere interessekonflikter eller mulige interessekonflikter med min(e) coaching klient(er) og kunde(r) gennem coachingaftale(r) og løbende dialog, når jeg arbejder som en intern coach. Dette bør inkludere håndtering af roller i organisationen, ansvar, relationer, optegnelser, fortrolighed og andre rapporteringskrav.
- Bevare, opbevare og bortskaffe optegnelser, herunder elektroniske filer og kommunikation, skabt i løbet af mine professionelle interaktioner på en måde, der tilgodeser fortrolighed, sikkerhed og privatlivet og overholder alle gældende love og aftaler. Derudover forsøger jeg at anvende nye og voksende teknologiske udviklinger, der anvendes i coachingydelser (teknologistøttede coachingydelser) på en ordentlig måde og vide, hvordan forskellige etiske standarder finder anvendelse på dem.
- Hele tiden være opmærksom på indikationer om, at der kan være et skift i den værdi, der modtages fra coachingrelationen. Hvis dette sker, vil jeg ændre relationen eller opfordre min(e) klient(er) og kunde(r) til at opsøge en anden coach eller en anden professionel eller bruge andre ressourcer.
- Respektere alle parters ret til at afslutte coachingrelationen på et hvilket som helst tidspunkt i løbet af coachingprocessen i henhold til betingelserne i aftalen.
- Være opmærksom på konsekvenserne ved at have flere kontrakter og relationer med de(n) samme klient(er) og kunde(r) på samme tid for at undgå situationer med interessekonflikter.
- Være bevidst om og aktivt styre enhver forskel i magt eller status mellem klienten og mig, som kunne være forårsaget af kulturelle, relationelle, psykologiske eller kontekstuelle emner.
- Informere mine klienter om mulig modtagelse af kompensation eller andre fordele, som jeg måtte få for at henvise mine klienter til tredjepart.
- Sikre en konsekvent kvalitet i coaching uanset mængden eller formen af den aftalte kompensation i en hvilket som helst relation.
Afsnit II – Ansvar over for praksis og præstation
Som ICF-professionel vil jeg:
-
- Overholde ICF’s etiske regler i alle mine interaktioner. Hvis jeg bliver opmærksom på min egen mulige overtrædelse af reglerne, eller jeg ser uetisk adfærd hos en anden ICF-professionel, vil jeg tage sagen op med de involverede på en respektfuld måde. Hvis dette ikke løser problemet, vil jeg henvise det til en formel myndighed (f.eks. ICF Global) til løsning.
- Kræve at alt støttepersonale overholder ICF’s etiske regler.
- Forpligte mig til en kvalitetsstandard gennem vedvarende personlig, professionel og etisk udvikling.
- Erkende mine personlige begrænsninger eller forhold, der kan forringe, være i konflikt med eller forstyrre min coachingpræstation eller mine professionelle coachingrelationer. Jeg vil søge støtte til at afgøre, hvilken handling der skal foretages, og hvis det er nødvendigt, vil jeg straks søge professionel vejledning. Dette kan inkludere at indstille eller afslutte min(e) coachingrelation(er).
- Løse enhver interessekonflikt eller mulig interessekonflikt ved at arbejde mig gennem problemet med de pågældende parter, opsøge professionel støtte eller midlertidigt indstille eller afslutte den professionelle relation.
- Bevare ICF-medlemmers privatliv og kun anvende ICF-medlemmers kontaktinformation (e-mailadresse, telefonnummer, osv.) som godkendt af ICF eller ICF-medlemmet.
Afsnit III – Ansvar over for professionalisme
Som ICF-professionel vil jeg:
-
- Omhyggeligt identificere mine coachingkvalifikationer, mit niveau af coaching-kompetence, ekspertise, erfaring, uddannelse, certificeringer og ICF-akkrediteringer.
- Lave sande og præcise mundtlige og skriftlige erklæringer om, hvad jeg tilbyder som en ICF-professionel, hvad der tilbydes af ICF, coachingprofessionen og den mulige værdi af coaching.
- Kommunikere til og skabe bevidsthed hos dem, der har brug for at blive informeret, om det etiske ansvar, der er fastsat i disse regler.
- Være ansvarlig for at være bevidst om og fastlægge klare, passende og kulturelt sensitive grænser for interaktionen, hvad enten det er fysiske eller andre.
- Ikke indgå i noget seksuelt eller romantisk forhold med min(e) klient(er) og kunde(r). Jeg vil hele tiden være bevidst om det niveau af intimitet, der er passende for relationen. Jeg vil handle passende for at håndtere sagen eller aflyse aftalen.
Afsnit IV – Ansvar over for samfundet
Som ICF-professionel vil jeg:
-
- Undgå diskrimination ved at opretholde retfærdighed og lighed i alle aktiviteter og handlinger, mens jeg respekterer de lokale regler og kulturelle praksisser. Dette inkluderer, men er ikke begrænset til, diskrimination på baggrund af alder, race, kønsudtryk, etnicitet, seksuel orientering, religion, national oprindelse, handicap eller militær status.
- Anerkende og honorere andres bidrag og intellektuelle ejendom og kun gøre krav på ejerskab af mine egne materialer. Jeg forstår, at et brud på denne standard kan medføre retslige konsekvenser fra tredjepart.
- Være ærlig og arbejde med anerkendte videnskabelige standarder, gældende retningslinjer og grænser for mine kompetencer, når jeg udfører og rapporterer forskning.
- Være opmærksom på min og mine klienters indflydelse på samfundet. Jeg holder mig til filosofien med at ”gøre det gode” frem for at ”undgå det dårlige”.
5. ICF-PROFESSIONELLES ETISKE FORPLIGTIGELSE
Som en ICF-professionel og i overensstemmelse med standarderne i ICF’s etiske regler anerkender og accepterer jeg at udføre mine etiske og retsmæssige forpligtelser over for min(e) coaching klient(er), kunde(r), kolleger og samfundet som helhed.
Hvis jeg bryder nogen del af ICF’s etiske regler, accepterer jeg, at ICF efter eget skøn kan stille mig til regnskab for at gøre det. Jeg accepterer desuden, at min ansvarlighed over for ICF for ethvert brud kan inkludere sanktioner som obligatorisk yderligere coachuddannelse eller anden uddannelse eller tab af mit ICF-medlemskab og/eller mine ICF-akkrediteringer.
Vedtaget af ICF Global Bestyrelse september 2019
Oversættelse vedtaget af ICF Danmarks Bestyrelse den oktober 2020.
I enhver tvist vil det altid være den engelske version der er gældende, hvis der tolkes på betydningen af ordvalget.